Forskningsprojekt

Deltagelse i forskningsprojekt om kunstig intelligens i almen praksis

Din praktiserende læge deltager i et forskningsprojekt, der er udviklet i samarbejde mellem Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Forskningsenheden for Almen Praksis i Aalborg. Projektet har til formål at evaluere en ny løsning baseret på kunstig intelligens, kaldet “Autonotar”.

Hvad er Autonotar?
Autonotar er et værktøj, der hjælper lægen med automatisk at generere journalnotater efter en videokonsultation. Værktøjet er designet til at understøtte lægens arbejde ved at gøre processen mere effektiv og spare tid, som i sidste ende kan gavne dig som patient.

Hvorfor gennemføres projektet?
Autonotar er stadig en prototype og for at sikre, at løsningen fungerer pålideligt og i praksis, er der behov for at teste den under rigtige forhold. Gennem din deltagelse bidrager du til at vurdere, hvordan værktøjet fungerer i almen praksis, og om det kan hjælpe din læge i hverdagen.

Hvad betyder det for dig?
Vi har brug for rigtige videokonsultationer for at vurdere, hvordan Autonotar fungerer i praksis. Din deltagelse indebærer:

  • Din konsultation vil blive optaget og brugt til at teste, om Autonotar kan lave nøjagtige og brugbare journalnotater.
  • Optagelsen vil kun blive brugt til forskningsformål og håndteres sikkert og fortroligt.
  • Du skal ikke gøre noget anderledes under konsultationen – din læge vil informere dig, hvis der er særlige detaljer, du skal være opmærksom på.

Din deltagelse i projektet er frivillig, og du kan til enhver tid vælge at stoppe uden at det påvirker din behandling hos din praktiserende læge.

Hvor længe kører projektet?
Projektet kører frem til udgangen af februar, og din deltagelse vil kun omfatte den videokonsultation, som du har aftalt med din læge.

Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål eller bekymringer, er du altid velkommen til at kontakte:

Ph.d.-studerende Natasha Lee Jørgensen
tlf. 2980 7944
e-mail: nls@dcm.aau.dk

Vi håber, at du vil hjælpe os med at afprøve denne nye teknologi og takker dig for din tid og dit bidrag!                   

Sådan behandler vi dine data

Vi er dataansvarlige

Forskningsenheden for Almen Praksis i Aalborg (FEA)
Selma Lagerløfs Vej 249, lokale 11.02.043
9260 Gistrup 
CVR-nr.: 14516093
P-nr.: 1020535721

Projektansvarlig forsker: ph.d.-studerende Natasha Lee Jørgensen (nls@dcm.aau.dk)

Formålet med at behandle dine oplysninger

At udføre en indledende evaluering af accept, behov og effektivitet af en kunstig intelligens til automatisk generering af videokonsultation i almen praksis.

Vi behandler disse personoplysninger

Lydoptagelse og transskription af din videokonsultation samt journalnotat fra din videokonsultation (lægens journalnotat og journalnotat generet ved hjælp af kunstig intelligens), som indeholder:

  • Almindelige personoplysninger (jf. art. 6, stk. 1, litra a)
    • Identifikations- og stamoplysninger som fx navn, alder, køn, fødselsdato.
    • Personoplysninger i form af billede, video, lydoptagelse.
  • Følsomme personoplysninger (jf. art. 9, stk. 2, litra a)
    • Helbredsoplysninger.

Dine personoplysninger bliver opbevaret sikkert, og vi benytter dem alene til ovenstående formål, som du har givet samtykke til.

Samtykket er frivilligt, og du kan til hver en tid trække dit samtykke tilbage i Min Læge-appen.

Lovgrundlag

Vi behandler dine personoplysninger med grundlag i dit samtykke, efter Sundhedslovens regler om samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger m.v. og databeskyttelsesforordningens regler om samtykke (Sundhedslovens §43, stk. 1, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a og artikel 9, stk. 2, litra a).

Sådan opbevarer vi dine oplysninger

Vi opbevarer dine personoplysninger, så længe det er nødvendigt i forhold til formålet med at indhente dit samtykke og i henhold til gældende lovgivning. Herefter bliver dine personoplysninger slettet, anonymiseret eller overført til Rigsarkivet.

Dine rettigheder

Når vi behandler dine personoplysninger, har du ifølge databeskyttelsesforordningen flere rettigheder. Det betyder bl.a., at du har ret til sletning, og at du har ret til at modtage de personoplysninger om dig, som du selv har givet til en dataansvarlig. Du har også ret til at anmode om, at dine personoplysninger overføres til en anden dataansvarlig under visse betingelser.

I visse tilfælde har du ret til indsigt, berigtigelse, begrænsning og til at gøre indsigelse mod vores behandling af de omfattede personoplysninger.

Vær opmærksom på, at du ikke kan trække dit samtykke tilbage med tilbagevirkende kraft.

Du kan læse mere om dine rettigheder på vores hjemmeside: https://www.almenmedicin.aau.dk/persondata-privatlivspolitik-registreredes-rettigheder/ og på Datatilsynets hjemmeside: https://www.datatilsynet.dk/borger/hvad-er-dine-rettigheder.

FEA’s databeskyttelsesrådgiver

Har du generelle spørgsmål til dine rettigheder, kan du kontakte vores databeskyttelsesrådgiver Jette Kolding Kristensen på jkk@dcm.aau.dk

Vil du klage?

Vi skal, og vil, til enhver tid følge reglerne. Mener du, at vi ikke lever op til vores ansvar, eller vi ikke behandler dine oplysninger efter reglerne, kan du klage til Datatilsynet på dt@datatilsynet.dk

Vi opfordrer dig dog til også at kontakte os, da vi vil gøre, hvad vi kan, for at imødekomme din klage.

Behandling af dine data

Vi har modtaget dine data (eller dele af dine data) fra:

  • Din læge og dennes systemleverandør.

Dine data (eller dele af dine data) vil blive behandlet af følgende eksterne databehandlere:

  • Aalborg Universitet (AAU). AAU er databehandler for forskningsenheden for almen praksis, da vi benytter AAU’s it-systemer. Dine data bliver derfor lagret på universitetets servere.